Quiltekunst

    Om quiltekunst

                                 ______________

Quiltekunsten er kendt igennem mindst 1000 år, hvor de første quilte blev lavet af nød for at holde familien varm, og hvor materialet oftest var stofrester fra udslidt tøj.

Derfor kaldes quiltekunsten også for fattigmandskunst, og derfor kaldes teknikken for "patchwork" eller lappeteknik. En quilt er et tæppe lavet af tre lag, oftest bomuld, men uld og sågar silke har også været brugt.

Det er quiltens øverste lag, der afgør dens udseende. Det kan være lavet som patchwork, som de fleste quilte på disse sider er det, og er i dag ofte en maskinsyet sammenstykning af massevis af stofstykker som f.eks. Stained Glass Star eller Little Schoolhouse.

Dette topstykke er bygget op af blokke, og her til højre kan man f.eks. se fem af blokkene i form af husene i Little Schoolhouse og en enkelt blok fra Stained Glass Star quilten.

Disse mange forskellige blokke, som der findes i hundredvis af, udgør en fælles, hovedsaglig skandinavisk, amerikansk og australsk kulturarv, og det er denne arv, NB Quilt anvender og omformer, så den får et nutidigt udtryk.

Så hvor Little Schoolhouse er en helt traditionel blok sat i en ny ramme, er Stained Glass Star blokken en usædvanlig NB Quilt videreudvikling af den klassiske otte-stjerne, der dermed har fået en helt ny udformning.

En quilt kan også have et applikeret topstykke, som f.eks. Flowerbed eller Flora Danica, hvor applikation og patchwork er kombineret.

At applikere er at tilføre eller tilføje et stofstykke oven på et andet, hvor de øverste stykker danner mønsteret. Disse stykke kan så enten hånd- eller maskinsyes på, men er på de fleste NB Quilt produkter syet med med små knaphulssting i hånden.

Når et af disse meget omfattende arbejder er færdige, skal quiltens tre lag samles. I midten vil der oftest være et lag bomuldsvattering og på bagsiden endnu et stofstykke, enten ensfarvet eller i flere farver fra quiltens forside. Når disse tre lag er færdige, skal de holdes sammen for ikke at skride i forhold til hinanden. Det skete oprindeligt med små knuder hen over quilten, som f.eks i Rainbow eller Broken Dishes.

Men efterhånden blev det mere almindeligt at sy med bittesmå sting gennem de tre lag for derved at skabe en reliefvirkning (quiltningen). Jo mindre sting, jo finere anses quilten for at være. Med tiden blev quiltemønstrene mere og mere elegante og detaljerede og kom til at udgøre en stadig større del af quiltens kvalitet og værdi.

En NB Quilt vil næsten altid være håndquiltet, som f.eks. Feathered Star og Sengetæppe, og det betyder, at bagsiden i sig selv også kan være dekorativ.

En quilt kan tjene mange formål og tiltrække sig mere eller mindre opmærksomhed i rummet. Den kan ligge henslængt over stol eller sofa og bidrage med farve og varme, den kan bo fast på ryggen af en sofa - men bør ikke være siddeunderlag - eller den kan være så stor, at den kan tjene som sengetæppe som Bedspread eller Little Schoolhouse. Endelig kan man selvfølgelig også bare putte sig under den eller hænge den på en væg. Hænger den på væggen, vil den ofte påkalde sig en del opmærksomhed i rummet som f.eks. Starry Log Cabin og bør derfor være nøje tilpasset de omgivende farver.

En quilts pris og værdi står først og fremmest i forhold til den tid, der er indgået i udformningen. Quiltens størrelse er mindre væsentlig. Har quilten et patchworkmønster lavet af mange små stofstykker, og er den samtidig håndquiltet meget tæt med mange detaljerede mønstre, vil den ligge i den dyreste ende. Er den derimod lavet af større stofstykker og med en løs quiltning eller samlet  med knuder, vil den ligge i den billigste ende.

I mellemgruppen ligger de quilte, hvor enten patchworkmønsteret eller quiltning er meget detaljeret. Det æstetiske indtryk har også en betydning men hænger i høj grad sammen med detaljerigdommen.

Ingen af de viste quilte er til salg, men skal tjene til illustration af de uendelige muligheder der er for nye udformninger af en smuk gammel tradition. Men flere af mønstrene kan nu købes her, så du selv kan sy et NB Quilt Design.

NB Quilt  • Dragør • Denmark

   kontakt: nina.bjornson@gmail.com